Denne artikel omhandler et forsøg med integration af praksis i undervisningen, som har til formål, 1) at give de studerende en fornemmelse for, hvordan fagene på uddannelsen har relevans for arbejdet i praksis, og 2) at kvalificere de studerende til mødet med praksis. Derfor inddrages især Etienne Wenger og Jean Laves teorier om ’praksisfællesskaber’ med fokus på ’situeret læring’ i overvejelserne over og planlægning af forsøget. Forsøget betegnes Situationspraktik og organiseres ud fra tre overordnede aktiviteter: asynkrone studieaktiviteter (litteraturstudier, planlægning og forberedelse af delarrangementer), klassisk konfrontationsundervisning (teori- analyse og metodepræsentation) og som et arrangement, hvor resultaterne af disse aktiviteter omsættes i praksis. I forsøget deltager 12 studerende, der alle går på 4. semester. Situationspraktikken resulterer for underviser i erfaringer med, hvilke pædagogiske muligheder og udfordringer der er med at facilitere læringsfællesskaber de studerende imellem og med inddragelse af eksterne stakeholders.